Ovnbagt hokkaido med pære og feta. Ca. 1 kg hokkaido – olivenolie – 400 g pærer – 300 g feta evt. gedefeta – 100 g gammelt brød uden skorpe – salt og peber. Halver græskarret og skær det i mindre stykker, tag kernerne ud med en ske, og skræl stykkerne med en kartoffelskræller. Kom dem i kogende vand tilsat havsalt. Bring vandet i kog og kog et par minutter, men endelig ikke længere end at græskarkødet stadig er fast. Hæld vandet fra. Smør et fad med olie, og tilsæt græskarstykkerne. Halver pærerne, fjern alle kerner og skær pærestykkerne i passende tern. Skær fetaosten i tern, det samme gælder brødet. Kom det hele op i fadet og bland grundigt og krydr med salt og peber. Pjask med lidt olivenolie. Bag i ovnen ved 200 grader i 1 time, eller indtil toppen er fast og gylden. | GOD FORNØJELSE! |
